16. marts 2011

Resultater og referat fra holdrunden 12-13 marts 2011

Elitedivision/Dame            Birkerød mod Team Århus
Resultat:                              6-0
Deltagere:
Cecilie Mayer (holdkaptajn)
Sissel Trap
Neha Kumar

Elitedivision/Herre            Birkerød mod Kolding
Resultat:                              2-6
Deltagere:
Morten W. Sørensen (holdkaptajn)
Mikkel Pedersen
Christian Steffensen
Pierre Hillman

Referat:


Pigerne der har været årets store succeshistorie, kunne sikre sig 1. pladsen i mellemspillet ved at besejre Team Århus. Cecilie Mayer, Sissel Trap og den nye Birkerødspiller Neha Kumar fra Canada var på plads til kampen. Neha der er et kæmpe talent, der har været ude med skader i to år, slår til bolden som de fleste andre kun kan drømme om, men har et stykke vej igen med formen. Forhåbentlig bliver hun i Danmark, hvor hun arbejder hos FN også til næste sæson, hvor hun har potentiale til at blive den stærkeste spiller på dansk grund.

Kampen gik lettere end forventet, da Dagmar Feddern fra Team Århus var skadet. Birkerød vandt 6-0 og kan nu vælge at møde netop Team Århus i semifinalen til slutspillet den 8/4 i Kolding.

Herrerne var noget svækkede, da Frilund var i Vegas og vi har valgt ikke at bruge udlændinge i mellemspillet. Pierre og Christian Steffensen var dermed på 1. holdet og gjorde en god figur og fik begge et sæt og specielt Christian havde spillet til at det ligeså godt kunne være blevet til en sejr.

Mikkel Pedersen (MP) spillede dagens to tætteste kampe (som altid:-) Mod Tobias Pørtner var han endda foran 8/3 i 5. sæt, men tabte så noget så sjældent som 8 bolde i træk.
I den anden kamp mod Andy Lambert blev de to første sæt tabt hurtigt, da benene var noget tunge. MP er dog kun som en fighter, hvilket han beviste endnu engang og han fik kampen trukket ud i fem sæt, men derefter var der ikke mere i ham og kampen blev tabt 3-2.

Birkerøds eneste to point blev sikret af undertegnede, der problemfrit vandt sine to kampe mod Andy og Tobias 3-0.

Vi er meget spændte på slutspillet, der bliver spændende som sjældent set.
Lyder til i klubben der er stor opbakning til at tage en tur til Kolding 8-9. april og få sig en stor squashoplevelse og hjælpe os til sejr.
Den rette opbakning kan blive den afgørende faktor i så tætte opgør og vi værdsætter meget den støtte der ser ud til at være:-)

Skrevet af Morten Wiegandt

1. Division øst/Dame            Birkerød II mod Herlev II
Resultat:                         1-5           
Deltagere:
Hanne V. Andersen (holdkaptajn)
Anne G. Jensen
Nina Neerdal

Referat
Desværre ikke modtaget endnu.

1. Division øst/Herre            Birkerød II mod Herlev II
Resultat:                         3-5
Deltagere:
Lars Kleiminger (holdkaptajn)
Jonatan Clausen
Jesper Andreasen
Søren Friis

Referat:
Jonatan lagde forrygende ud ved at slå Herlevs Benjamin Dornfeldt med de sikre cifre 11/3, 11/6 og 11/5. Jonatan styrede spillet fra start til slut, og Herlev-spilleren kunne ikke stille noget op mod Jonatans gode tryk i bolden og præcise volleys. 
På banen ved siden af udkæmpede Lars og Mikkel Kragholm en hård dyst. Efter de første tre sæt var stillingen 2-1 til Mikkel, og fra starten af fjerde sæt var alvoren af en tæt kamp ved at gå op for begge spillere; duellerne blev længere, og der blev ikke taget så store chancer som i starten af kampen. Det lykkedes Lars med de yderste marginaler på sin side at vinde 4.sæt 14/12. Lars fik en fantastisk start på femte sæt og fik hurtigt skabt et forspring. Den rutinerede Mikkel Kragholm åd sig dog langsomt ind, hvilket betød endnu et sæt, der skulle afgøres i tie break. Ved stillingen 10/10 sker der desværre det, som bare ikke må ske: Mikkel slår en servereturnering direkte ud i sig selv, Lars beder om en Let, og den unge Herlev-dommer dømmer totalt uforståeligt blot en Let. Mikkel vinder de to følgende bolde og kampen efter en hård og intens fight.    
På 3.singlen skulle Jesper Andreasen lige have gang i benene mod Moeed Iqbal, der sikkert vandt første sæt. Herefter fandt Jesper dog sit stabile grundspil frem, og Herlev-spilleren lavede flere fejl i frustration over ikke at kunne afgøre bolden mod en velspillende Jesper, der problemfrit tog de følgende tre sæt.
Søren Friis kom aldrig i gang mod Anders Hansen på 4.singlen og tabte hurtigt 3-0.
I andet parkryds var det Jonatans tur til at møde Mikkel Kragholm. En klogt spillende Kragholm gav ikke Jonatan lov til at styre spillet som i første kamp, og Herlev kunne derfor inkassere en 3-0-sejr.
Herefter besejrede Benjamin Lars med 3-1. Lars havde svært ved at få gang i benene, og det udnyttede Benjamin til fulde ved at bringe sig foran 2-0. Lars kæmpede sig tilbage for en kort stund ved at tage 3.sæt, men herefter satte begyndende krampe en stopper for Lars' spil på den forreste del af banen, og Benjamin kunne let lukke kampen.
Søren Friis måtte desværre se sig besejret 3-0 af Moeed i en tæt kamp, hvor Søren scorede ni point i alle tre sæt.
Sidste kamp stod mellem Jesper og Anders Hansen. Jesper fortsatte de flotte takter fra sin første kamp og vandt sikkert 3-1 over en ellers godt kæmpende modstander. Han havde dog også store problemer med at afgøre bolden mod Jesper, der tydeligvis er ved at genfinde formen efter en periode med knap så meget squash.
Holdkampen endte dermed 5-3 til Herlev 2. Resultatet betyder, at Birkerød 2 enten slutter som nr.1 eller nr.2 i nedrykningsspillet fra 1.division øst. I skrivende stund ligger vi fem foran KSK 2, der dog mangler at afvikle deres sidste runde.
Skrevet af Lars Kleiminger

1. Division øst/Dame            Birkerød III mod KSK II

Resultat:                        1-5
Deltagere:
Tine Adrian
Christina Hartøft (holdkaptajn)
Marianne Granau

Referat
Desværre ikke modtaget endnu.

1. Division øst/Herre            Birkerød III mod KSK II
Resultat:                         1-7           
Deltagere:
Mikkel Larssen (holdkaptajn)
Jesper Hellan
Rene Ogrocki
Emil Vogt

Referat
Desværre ikke modtaget endnu.


3. Division/Herre            Birkerød IV mod KSK IV 
Resultat:                         8-0
Deltagere:
Cecilie Mayer
Torben Vogt (holdkaptajn)
Sissel Trap
Jan Aabling

Referat
Fra Birkerød havde vi valgt at stille op med en UNISEX model. Cille og Sissel, samt Jan Aabling og undertegnede. En meget stærk version af vores 4. hold, der også fik øjnene op hos KSK'erne der udover at have haft svært ved at stille hold, også måtte forberede sig på at spille mod deres tidligere træner (Cille).

Cille spillede 2 forrygende kampe med overskud og med sympati for sine tidligere elever. Det blev til 2 meget sikre 3-0 sejre over Kristian Ballisager og Thierry Bellier. Samme resultat blev leveret at undertegnede, der måtte have en ekstra kamp mod Sissel efter holdkampen for at blive ordentligt varm :-)

Sissel spillede sig også til 2 sikre 3-0 sejre, hvor der var plads til at afprøve det bløde spil med høje server og gode lobs mod Christian Schmidt Klyhn og André Rasmussen. I krydset gav Jan samme to KSK'ere en squash-lektion de sent vil glemme, da han tilsammen afgav 10 point i de 2 kampe tilsammen !

Samlet er magtdemonstration af Birkerød's Unisex hold med en 24-0 sejr, omend det retfærdigvis skal siges at det skete på en billig baggrund.

Skrevet af Torben Vogt

5. Division/Herre            Birkerød V mod Birkerød VI
Resultat:                        7-1

Deltagere:

Hold 5
Henrik Bronee (holdkaptajn)
Flemming Petersen
Marko Filipovic
Lars Funch

Hold 6
Peter Koch (holdkaptajn)
Jan Vilstrup
Peter Bjerre-Nielsen
Michael Boesen

Referat:
Til denne holdkamp var det ikke nødvendigt at motivere spillerne særligt meget... - Vi spillede om ære og håneret!

Der blev virkeligt lagt godt fra land af begge hold:

Lars Funch - Michael Boesen:
Lars var hele kampen igennem foran med et skridt eller to, og selvom Michael kæmpede forbilledligt, så var det ikke nok til at true Lars, hvorfor Lars vandt kampen med 3-0 i sæt.

Peter Bjerre - Marko Filipovic:
Peter og Marko lagde ud med en god koncentreret kamp.
Begge spillere ville gerne spille godt på midtbanen..
Der blev vist god fight.
Marko endte med at vinde 3-1

Henrik Bronée - Peter Koch:
Kampen mindede meget om kampen mellem Lars og Michael, idet Henrik var foran hele kampen igennem, og vandt kampen med 3-0.

Jan Vilstrup - Flemming Petersen:
En god tæt kamp.
Jan Vilstrup var godt spillende - og i topform (sjældent er pumaen set hurtigere...!) Jan pressede så hårdt at han i 4. sæt havde 10-7 sætbold, og mulighed for et 5. sæt (hvilket havde været velfortjent!) Desværre lykkedes det ikke for Jan - og Flemming fik styret en 12-10 sejr hjem. Endte dermed 3-1 til Flemming.

Peter Bjerre - Lars Funch:
Peter lagde ud i et moderat tempo, og fik sendt Lars godt rundt i hjørnerne, og dermed den fulde kontrol over 1 sæt, som Peter vandt. I andet sæt fik Lars skruet op for tempoet og lagt et pres på Peter, hvorefter kampen vendte, og Lars hev 2 sæt hjem. Peter lagde dog en klog taktik i pausen mellem 2 og 3 sæt, og vandt uden de store problemer de næste 2 sæt, og dermed kampen 3-1.

Henrik Bronée - Jan Vilstrup:
En god og velspillende kamp mellem to "gamle" 1.holdsspillere (tilbage i 1998 J) og med en tredie "gammel" 1.holdsspiller som dommer (Peter Bjerre) hvorfor det var ren nostalgi på bane 4.
Der blev vist flere gode prøver fra de gamle dage, og specielt Jan kunne stadig fremvise en vis hurtighed på allerhøjeste niveau. Henrik havde dog overtaget kampen igennem, og vandt kampen 3-0 i sæt.

Michael Boesen - Marko Filipovic:
En meget seværdig kamp, hvor Michael Boesen gav prøver på sine feber-redninger og fleksibilitet.
Trods god intensitet - en fair spillet kamp.
Marko lagde et fornuftigt pres på Michael, og endte med at vinde 3-1.

Peter Koch - Flemming Petersen:
En tæt og spændende kamp.
Peter Koch havde vist valgt at disponere en del energi til denne kamp.
Efter flot spil var Peter foran 2-1 i sæt.
Flemming kom dog fornuftigt tilbage i kampen og vandt samlet 3-2.

Resultatet blev derfor samlet en 7-1 sejr til Birkerød 5, men Birkerød 6 havde stor ære af kampen, og pressede virkeligt på hele vejen!

Skrevet af Flemming Petersen og Henrik Bronée

Ingen kommentarer: